Introduktion

Den florissante handelsperiode

Fra 1740 og frem til 1800 havde Danmark nogle særligt gode handelsbetingelser på både det europæiske og det oversøiske marked. Perioden kaldes netop på grund af den 'blomstrende handel' for "den florissante handelsperiode" 

Lasten fra et dansk handelsskib (tv.) bliver tjekket af et engelsk kaperskib (th.).
Billedet er kreeret af Niels Truslew i 1805.
Kilde: Handels- og Søfartsmuseet, Kronborg

I 1700-tallet var de europæiske økonomier i kraftig vækst, befolkningstallene stigende og industrialiseringen ved at tage sine første, spæde skridt mod nutidens muligheder for masseproduktion. Handelsmænd overalt i Europa tjente styrtendes med penge på Trekantshandelen og på at sælge deres landes varer i kolonier i både Amerika, Afrika og Asien. Det gjaldt også for de danske købmænd, der havde sine virksomheder i København, og som sejlede varer rundt i hele verden.
Fordi de fleste lande i Europa klarede sig godt økonomisk, har man kaldt perioden for den "florissante handelsperiode", hvilket betyder den "blomstrende handelsperiode".

Men samtidig med at 1700-tallet var et århundrede, hvor man kunne tjene mange penge og leve godt, så var det også et århundrede præget af krig og trængsler. Af 1700-tallets krige var nogle af de værste måske dem, der opstod hen mod århundredets slutning og 1800-tallets begyndelse: Revolutions-, Koalitions- og Napoleonskrigene, hvor til de sidstnævnte også de engelsk-danske "Englandskrige" hører.

Men inden vi tager hul på Englandskrigene, som er emnet for denne blog, vil vi kort kigge nærmere på Koalitions- og Napoleonskrigene, der blev den direkte årsag til Englandskrigene.

Koalitions- og Napoleonskrigene (1792-1815)

"the Battle of Marengo", malet af den franske general Louis-François Lejeune, 1802

Op gennem 1700-tallet blev Europa stadigt mere magtfuldt og rigt, hvilket medførte et øget behov for transport af varer både til og fra de europæiske nationer. Denne handel nød Danmark (som også kaldes Danmark-Norge på det tidspunkt) godt af, fordi Danmark holdt sig ude af de mange krige, der rasede mellem stormagterne. Det vil sige lige indtil 1801, hvor England angreb den danske flåde ved København under Slaget på Reden.

England var på daværende tidspunkt allerede i krig mod Frankrig og flere andre lande i de store krige kendt som Koalitionskrigene eller Napoleonskrigene. Koalitionskrigene med England på den ene side og Frankrig på den anden startede i 1792 og varede helt ind til 1815, men undervejs blev Danmark indblandet trods sin neutralitet.

Danmark havde ellers i 1800 valgt at indtræde i Det Væbnede Neutralitetsforbund sammen med Sverige, Preussen og Rusland - en forsvarsalliance - således, at man kunne undgå at komme i krig. Men neutraliteten var svær at opretholde, fordi England krævede at tjekke de danske handelsskibe for varer, der skulle sælges til Frankrig: Det ville England ikke lade Danmark gøre. Grundet de engelske krigsskibes mange tjek af de danske handelsskibe, indførte man fra dansk side, at man ville beskytte sine handelsskibe.

I sidste ende blev England så provokeret af Danmarks handel med Englands fjender, at man valgte, at man ville tvinge Danmark ud af Det Væbnede Neutralitetsforbund. Hvis Danmark ikke var medlem af Det Væbnede Neutralitetsforbund, ville Danmark være nødt til at være meget mere forsigtig med, hvem man kunne sælge sine varer til, for så kunne man ikke få hjælp af Sverige, Rusland og Preussen, hvis man blev angrebet. Det endte med Slaget på Reden i 1801, fordi Danmark nægtede at gå ud af forbundet. I slaget tilfaldt sejren den engelske flåde ledet af Lord Nelson.

Med Slaget på Reden og den danske udmelding fra Det Væbnede Neutralitetsforbund var Danmark i knibe. 

Napoleon 1. af Frankrig, malet af Jacques-Louis David, 1800
Kilde: Wikimedia

I 1805 havde Napoleon Bonaparte (Napoleon 1. af Frankrig) mistet næsten alle sine franske krigsskibe under søslaget ved Trafalgar. Derfor iværksatte Napoleon i 1806 en plan, der skulle ødelægge Englands økonomi, således at England ikke kunne betale for sin hær og krigsskibe. Planen gik ud på, at han ville true alle europæiske lande til at stoppe deres handel med England, således England ikke kunne sælge eller købe varer på hele det europæiske fastland. Hvis et land ikke ville følge Napoleons plan, adlyde hans dekret, ville han invadere landet med sin mægtige hær.

I Danmark var man stærkt utilfredse med Englands angreb i 1801, men man forsøgte stadig at være neutrale. Men det kunne ikke længere lade sig gøre af 3 grunde:

1. På grund af det franske dekret, som man var nødt til at følge af frygt for den franske hær, kunne man ikke længere handle med England. Derfor ville England tænke, at Danmark holdt med Frankrig i krigen.
2. Fordi Frankrig havde mistet sin flåde i 1805, ville Frankrig meget gerne have fat i den danske flåde, som var én af Europas stærkeste på det tidspunkt. I Danmark var man derfor bange for, at Frankrig ville forsøge at stjæle den danske flåde.
3. Men samtidig vidste England, at Frankrig gerne ville have den stærke danske flåde. Derfor ville England forsøge at forhindre Frankrig i at få fat i den, hvilket England nemmest kunne gøre ved selv at stjæle den danske flåde.

Spørgsmålet blev således, hvem af England og Frankrig der først kunne få fat på de danske krigsskibe.

I 1807 vendte den engelske flåde tilbage til København for at kræve, at Danmark afgav alle sine krigsskibe til England. Da Danmark nægtede, indledte England Københavns Bombardement, hvorefter Danmark tvungent gav sine krigsskibe til den engelske flåde.

Med Englands bombning af København blev grunden lagt for, at Danmark valgte at holde med Napoleon og Frankrig i Koalitionskrigene. Hvordan dét gik, kan du læse mere om på de andre faner i toppen af bloggen. Se følgende:

• Introduktion = Det er denne tekst, bloggens forside.
• Krigens start = Slaget på Reden (1801)
• Bombardementet = Københavns Bombardement (1807)
• Danmarks ruin = Statsbankerotten (1813) + Tabet af Norge (1814)
• Til læreren = Bemærkninger til den interesserede lærer angående dette undervisningsmateriale.